Af Brage Borup, 12. december 2023

“Æbler lyser rødt på træernes grene, høsten går ind. 

Går igennem skoven ganske alene, stille i sind.”

En simpel klaverinstrumental af Sensommervisen fylder Strøget i Københavns mylder, og folk stopper op, de nynner med. Omtrent et dusin mennesker fra Den Grønne Ungdomsbevægelse er gået fra Christiansborg mod Landbrug & Fødevares kontorer på Axelborg ved Tivoli, og der vil de holde et pressemøde. 

De er trætte af interesseorganisationens indblanding i den landbrugspolitik, der er blevet ført. For ifølge dem og flere eksperter er netop den politik nemlig skyld i, at fødevareproduktionen i Danmark har medført, at fisk ligger gispende i de indre farvande grundet iltsvind, og at vores mange køer udleder store mængder af den potente klimagas methan. Derudover fylder dansk landbrug så meget på landkortet, at biodiversiteten er presset.

Under det satiriske navn ‘Fødebrug & Landvare’ undskylder klimaaktivisterne på pressemødet, at landbrugslobbyen er medskyldig i de økologiske kriser, og erklærer, at de nu vil arbejde for bæredygtig fødevareproduktion med respekt for naturen. Deres 2030-plan byder på en halvering af den animalske produktion og en tredobling af arealet, der bruges til at dyrke mad til mennesker. 

Da der i 2020 blev lavet en klimalov, med bred opbakning fra næsten alle partier på Christiansborg, kunne klimabevægelsen næsten ikke få armene ned. 

“Altså vi græd jo af glæde, da det lykkedes,” siger Jeppe Svan, der er mangeårigt medlem af Den Grønne Ungdomsbevægelse. 

De havde sejret, tusindvis af danskere havde været på gaden i årene op til, og nu lod det til, at der var styr på sagerne. Tre år efter er det dog ifølge Klimarådet stadig ikke anskueliggjort, at nogen af målene i klimaloven kan nåes. Derudover kom Biodiversitetsrådet for nyligt med en nedslående rapport, der viste, at biodiversiteten i Danmark har oplevet en tilbagegang siden sidste år. Det er således kun 1,6 procent af Danmarks samlede landareal og 1,9 procent af havområderne, der kan betegnes som beskyttet. Der er fortsat intet strengt beskyttet natur.

“Det har aldrig været mere håbløst,” lyder det fra Jeppe Svan om situationen nu.

Derfor har Den Grønne Ungdomsbevægelse og flere andre aktivistiske klimagrupper startet arbejdet på at skabe en bevidsthedsændring i befolkningen, der gør fuldstændig op med måden, vi måler succes. De vil altså have deres medborgere til at tænke og handle helt anderledes. 

Forestil dig, at du går en tur i skoven, opad en bakke, og når du står på toppen ser du, at landskabet er indhyllet i et grønt løvdække, så langt øjet rækker. På din tur hjem, som foregår med hurtigtog, er du omgivet af andre mennesker, der også har taget deres familie, partner eller venner med på en smuttur i skoven. I stopper forbi en madbod tæt ved jeres hjem og køber nogle lækre, lokalproducerede grøntsager, sælgeren smiler, og I smalltalker lidt om vejret. Hjemme er der plads til fordybelse, måske et brætspil, et glas vin og en god bog. Materielle ting og forbrug fylder ikke i din hverdag. Du passer på det, du har, og får det repareret, når det går i stykker, i stedet for at købe nyt. Naturens systemer og velbefindende afgør nu, hvordan samfundet handler, hvad vi kan og ikke kan. Du slapper af, for du ved, at morgendagen ikke handler om at presse dig selv til det yderste for en bedre bundlinje, men derimod godt kollegaskab og passion for arbejdet. Dine venner laver alle mulige ting, har små hobbyprojekter, måske en køkkenhave, og I nyder de lange sommeraftener, for arbejdstider er mere fleksible, så I kan møde sent dagen efter. Sådan kunne et liv i fremtiden eksempelvis lyde, hvis det stod til Den Grønne Ungdomsbevægelse, og det er det, de arbejder henimod.

I et lokale på Islands Brygge sidder medlemmer af gruppen Extinction Rebellion omkring et bord og spiser aftensmad. Rundt om dem hænger farverige bannere og andre rekvisitter fra tidligere aktioner. I dag skal de planlægge, hvad der skal ske den kommende lørdag. Efter aftensmad går de fleste af dem ind i et mødelokale, hvor en af gruppens medlemmer holder en præsentation om, hvad der kan forventes, hvordan man skal opføre sig (roligt og ikke-voldeligt), samt hvad det kan have af konsekvenser at lave civil ulydighed. For det er det, de skal den kommende lørdag. 

Extinction Rebellion er en klimaaktivistisk gruppe med tre krav: 

1: Regeringen skal erklære, at vi er i en klimatisk og økologisk nødsituation.

2: Regeringen skal stoppe tabet af biodiversitet og opnå klimagasneutralitet i 2025.

3: Der skal oprettes et klima- og økologiborgerting, der træffer beslutninger på de områder.

For at gøre opmærksom på de krav og i det hele taget forstyrre tingenes nuværende gang, benytter de sig af civil ulydighed. Et kendt eksempel på vellykket civil ulydighed er, da Rosa Parks nægtede at opgive sin plads i bussen til en hvid mand, som ellers var loven i Alabama på det tidspunkt. Hun blev anholdt, men opmærksomheden, hun skabte, var med til at starte borgerrettighedsbevægelsen i USA. Inspireret af det og andre succesfulde civil ulydighedsaktioner håber Extinction Rebellion, at deres protesthandlinger vil få folk i Danmark til at stoppe med deres skadelige levevis.

Lugten af flybrændstof hænger i luften, og folk går målrettede fra Metroen med rullekufferter efter sig mod deres gates og måske lidt tax-free shopping på vejen. Lidt før klokken 13 starter aktionen, og cirka ti aktivister går ud på vejbanen og ruller deres bannere ud. “FORBYD PRIVATFLY” står der i blokbogstaver på dem. Samtidig stiller andre sig op i siderne af vejen og ved indgangen til lufthavnen. Det hele foregår meget roligt. Enkelte af aktivisterne, de såkaldte ‘non-arrestables’ – ikke-arresterbarre, taler med bilisterne, som må vente eller finde alternative ruter. Inden længe kommer politiet, og efter en advarsel begynder de at bære aktivisterne ud, og bilerne ruller atter videre. Det hele tager cirka 30 minutter.

Hvorfor man vil sætte sig ned på en vej, forhindre folk i deres gøremål og i sidste ende få bøder for to lovovertrædelser, kan Tabea ‘Bea’ Hansen give et bud på. Hun startede som aktivist i den tyske klimaaktivistgruppe ‘Ende Gelände’, der laver store aktioner, hvor de især besætter brunkulsminer sammen med andre grupper, for at forhindre byer i at blive udslettet af de voksende miner – noget de også har haft succes med. Hun vil gerne have en bedre fremtid, ikke mindst for de børn, hun som pædagog passer til dagligt. Hun mener ikke, at den politik, der bliver ført nu, er tilstrækkelig for den sitation, vi er i. 

Alligevel kan hun godt se, at det er polariserende, når hun og andre aktivister laver civil ulydighed. 

“Der er hele tiden en afvejning af, hvem vi gerne vil provokere, og hvor meget vi gerne vil provokere, før det bliver irriterende, men også vigtigheden af at få opmærksomhed på problemerne og ikke bare på vores aktionsmåde,” siger hun. 

Jeppe Svan har også udøvet civil ulydighed, og han forklarer, hvorfor han har gjort det sådan her:

“Grunden til, at jeg også har været ude og blokere veje og er blevet slæbt væk af politiet, er, at jeg har en kandidat i klimaforandringer og har lært, at der ikke er særlig god grund til at tro, at samfundet kommer til at kunne fortsætte, som det er nu,” siger han.

Han fortæller, at eksempelvis IPCC-rapporterne fra FN ikke bare er en lille sidenote på en nyhedsside, men er noget, de mærker dybt. De dårlige fremtidsudsigter får ham til at tænke over alle valg og aspekter af sit liv.

“Alt bliver sat i relief; hvilken slags uddannelse man skal tage sig, hvilket liv man ser ind i, og om man skal have børn,” siger Jeppe Svan.

Ifølge FN er verden på vej mod en temperaturstigning på 2,9 grader i år 2100, hvilket vil betyde, at områder vil blive ubeboelige, og at der eksempelvis i middelhavsområdet vil være ørkendannelse som vil gå ud over fødevaresikkerheden – altså om der er nok mad. 

Mere lokalt vil en stormflod, som den vi oplevede i oktober, blive omkring 40cm højere, der vil være hyppigere og voldsommere regnvejr, og om sommeren, tørke.

Konsekvenserne er svære at forestille sig, men ifølge Jeppe Svan har der allerede været katastrofer nok og for lidt handling.

“Jeg føler, at der har været rigeligt med katastrofer. I de andre lande, jeg har fulgt med i, hvor de har været hårdere ramt og også har haft en stærk klimabevægelse, er der heller ikke sket så meget,” siger han.

Så hvad skal der til for at løse de økologiske kriser, som vil have katastrofale menneskelige konsekvenser?

Jeppe Svan og Den Grønne Ungdomsbevægelse arbejder på en større bevidsthedsændring, fordi den måde, vi styrer vores samfund på nu, ifølge dem ikke stemmer overens med de kriser, vi står i. Økonomisk vækst kan ikke afkobles forbrug af naturressourcer og klimagasforurening på globalt plan, og er derfor alt for styrende i vores samfund, mener de.

“Vi kæmper for en kæmpestor strukturel forandring af alle dele af samfundet,” siger Jeppe Svan.

Tilbage i foråret 2023 udgav de derfor bogen ‘Retfærdig Naturbevarelse’, der udover at udlægge de problemer, vi står i, også præsenterer løsninger og kaster lys på en anden slags fremtid. Kongstanken er en mere retfærdig fordeling mellem alle levende arter og rent økonomisk betyder det en neddrosling af produktionen og større omfordeling. Kultur- og naturoplevelser, samvær, kreativitet og andre mindre ressourcekrævende aktiviteter fylder mere i den fremtid, Retfærdig Naturbevarelse præsenterer.

“Vi vil gerne have folk til at tænke, at der er en anden måde at gøre tingene på,” siger Carina Valentin, der også er med i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Erhvervslivet spiller selvfølgelig også en rolle i fremtiden, men lige nu synes Jeppe Svan ikke, at der bliver tænkt store nok tanker.

“Der er en grundlæggende mistillid til, at tingene kan forandre sig,” siger Jeppe Svan.

Han har oplevet, at erhvervslivet mangler tillid til fremtiden, og efterlyser, at virksomheder har mod til at spørge sig selv, om det, de laver, også hører til i den verden, vi bevæger os hen imod. Vækstspørgsmålet, fortæller Jeppe Svan, er også noget, han oplever som enormt polariserende. Han ville ønske, at de virksomheder, Den Grønne Ungdomsbevægelse taler med, overvejer, om de har brug for at vokse eller måske skal nøjes med det antal medarbejdere og arbejdsopgaver, de har.

Omvendt ser han positive takter i især byggebranchen, hvor der er tendenser for genanvendelse af materialer og større fokus på trækonstruktioner, samt i landbruget hvor han ser flere, der interesserer sig for permakultur og regenerativt landbrug.

Netop omkring landbruget har der været debat om dets effekt på klima og miljø, særligt efter Berlingske udgav en opsigtsvækkende billedserie, der dokumenterede massivt iltsvind i danske farvande. Derfor er Den Grønne Ungdomsbevægelse også gået i gang med at arbejde på en ny bog, der kortlægger vejen til et landbrug, der kan levere mad uden forurening med eksempelvis kvælstof. Carina Valentin er en af de aktivister, som er med til at skrive den bog. 

Sammen med jordbrugere, der arbejder med regenerative metoder, vil de lave en slags guide til, hvordan man kan forvalte den danske jord i overensstemmelse med de planetære grænser.

“Der er et etisk perspektiv i, at det er noget, vi bliver nødt til,” siger Carina Valentin, der ved siden af sit aktivistiske arbejde studerer statskundskab.

Hun ved godt, at forandring i landbruget er svært, og at det måske ikke er så attraktivt for alle.

“For dem, der tjener penge på den måde, vi gør det på nu, bliver det jo aldrig attraktivt, men jo hurtigere vi kommer i gang, desto nemmere bliver det at lykkes på nogen punkter,” siger Carina Valentin.

Omvendt har hun sine egne holdninger til, hvad et attraktivt landbrug kan være.

“Man skal kunne opleve naturen i langt højere grad og være tættere forbundet, med det man spiser. Det, synes jeg, er attraktivt,” fortæller hun.

Roden til den bevidsthedsændring kan findes i det forhold til naturen, oprindelige folk har. På verdensplan står oprindelige folk, lige fra stammer i Amazonas til samere i det nordligste Skandinavien, for at beskytte 80 procent af den tilbageværende biodiversitet på verdensplan, det til trods for at de kun udgør cirka 5 procent af befolkningstallet. Sammen med Anita Hopland er arbejder Mira Brandes på en dokumentarfilm om netop oprindelige folks rettigheder og deres særlige forhold til naturen.

Hun fortæller, at hun i mødet med grædende høvdinger, der havde fået taget deres land fra sig af kommercielle interessenter eller allerede mærkede klimaforandringerne, forstod, hvor galt det egentlig står til. FNs specialrapportør for oprindelige folks rettigheder, Francisco Cali Tzay, har også udtalt, at en af grundende til, at oprindelige folk får taget deres land fra sig, er kommerciel udnyttelse. Den livstil, vi har i det globale nord, er altså med til at udradere de mennesker, som passer bedst på naturen.

Hun mener derfor, at det har stor værdi, hvis vi i et land som Danmark tager bestik af den viden og livsfilosofi, oprindelige folk har om at leve indenfor de naturlige rammer, planeten har.

“Vi går ind i en tid, hvor vi totalt skal gentænke de ting, som vi er vant til at tage for givet, og i det giver det jo sig selv, at en viden, hvor man forstår at leve efter de ressourcer, der er, vil være dyrebar viden,” siger Mira Brandes.

Derfor blev hun også positivt overrasket, da Akademiet for Social Innovation inviterede hende til at holde et oplæg til en begivenhed, hvor en canadisk byplanlægningsvirksomhed, der tager udgangspunkt i oprindelige folks viden, også talte. Generelt ser hun, at der er en tendens for større fokus på oprindelige folks rettigheder og en bedre forståelse af den værdi, deres viden har.

“Det er bare nogle mennesker, som har regnet det rigtig godt ud, så hvis vi dog bare kunne åbne os lidt i den retning,” siger hun.

Mira Brandes refererer også til den skotske PhD-marinbiolog Howard Dryden, der forsker i havets økosystemer og igangværende kollaps. Hans forskning viser, at klimaregulerende organismer, der lever i havet, er ved at dø, blandt andet på grund af kemiske toksiner og plastikforurening.

I en forskningsartikel fra 2021 vurderer Howard Dryden, at der er en risiko for, at der kun vil gå 25 år før økosystemerne bryder helt sammen med den hastighed, der er lige nu. Der er altså andre og ligeså presserende aspekter af den grønne omstilling som CO2-reduktioner, hvorfor der nu kaldes på forandring af hele vores samfunds opbygning.

Freja Raahauge, Isa Katrine Dittmer Rohmann og Chloe Salter er også med i Den Grønne Ungdomsbevægelse. De er en del af den arbejdsgruppe på i alt fem, der kalder sig ‘De Vækstløse’. Siden det tidlige efterår har de arbejdet på et kunstværk, der kan indeholde de utopier, som, de mener, er nødvendige for, at vi kan forestille os en verden, hvor vækst ikke er succeskriteriet. I Forsyningen, som er Den Grønne Ungdomsbevægelses base, står fire af de ‘De Vækstløse’ og arbejder på en del af værket. De kalder det et længselstræ, og fra det skal lyde et svagt skrig, et længselsskrig, der er naturens kalden.

“Degrowth handler om at vækste indenfor ting, som ikke er økonomiske, altså at vækste indenfor bæredygtighed, omsorg for hinanden og tid til hinanden og de ting, der betyder mere end penge,” siger Chloe Salter.

De har fået lov til at udstille i et lille hus ved indgangen til Enghaveparken på Vesterbro, og her vil de invitere folk ind, så de kan tænke over, hvad det egentlig er, de gerne vil have for en fremtid. Rundt om længselstræet ligger små papirbøger, hvor man kan skrive, hvad man længes efter.

“Økonomisk vækst står i vejen for, at vi kan leve indenfor de planetære grænser, og det er en samtale, der først nu er begyndt at blive accepteret,” siger Freja Raahauge.

I fuglekvidren fra deres udstilling nævner Isa Katrine Dittmer Rohmann konferencen ‘Beyond Growth’, der blev holdt i EU tidligere på året.

De gør sig ingen illusioner om, at de har de praktiske løsninger, men de vil gerne bidrage til, at den grønne omstilling ikke kun handler om, hvad vi må give afkald på, men også mulighederne for at få kvalitet i andre aspekter af sit liv.

“Ved at arbejde med kunsten kan vi folk få til at mærke, hvad der egentlig er vigtigt, og hvad der ellers er plads til, hvis vi ikke bare trawler igennem alt, for vi kommer til at vinde så meget på det” siger Freja Raahauge.

Selvom bagtæppet for deres utopier og kunstværk er død og ødelæggelse, synes de, at det som klimaaktivist også kan være vigtig at arbejde med positive tanker om forandring, for ellers bliver tilværelsen simpelthen for dyster. Nu håber de bare, at andre også vil dele de positive tanker om forandring og føre dem ud i livet.

“Jeg ved godt, at vi ikke kan sidde i lille Danmark og sige, at det er os, der styrer det hele, men samfundet og rammerne for, hvordan vi lever, er noget vi selv har skabt, og det er noget, vi sagtens kan ændre,” siger Isa Katrine Dittmer Rohmann.